FIS

Fell ponyen er en sund race i fremgang

- nogle fakta om problemerne og misforståelserne omkring Foal Immunication Syndromet ( FIS )

FIS er en meget kompleks sygdom, som rammer nogle fell pony føl, og som altid ender med at føllet bliver aflivet eller selv dør inden det når at blive 3 måneder. FIS skyldes kort fortalt en genfejl, som gør at føllets immunforsvar ikke fungerer optimalt.
De forskningsmæssige detaljer vedrørende FIS er meget komplicerede og vidtrækkende,, og formålet med denne tekst er ikke at redegøre for alle de forskningsmæssige detaljer, men at give læseren en overordnet forståelse af Foal Immunication Syndromet. Og det er mindst lige så vigtigt at forsikre folk om, at Fell Ponyen ikke vil uddø pga. denne sygdom.

Alle føl arver halvdelen af generne fra hhv. faderen og moderen. Hvis der hos BEGGE disse forældre, findes det defekte ”syndrom gen”, så er risikoen for at det nyfødte føl vil lide af FIS 1 til 4. Det vil sige, at der er 25 % chance for at få syndromet, der vil føre til, at føllet dør og 25% chance for at føllet går helt fri og 50% chance for at føllet bliver bærer.

Der har været en del forvirring omkring hvad risikoen 1 ud af 4 faktisk betyder. Nogle har misforstået dette til, at hvis en hoppe-bærer bliver bedækket med en hingste-bærer, så vil for hvert fjerde føl hoppen får dø – sådan skal det IKKE forstås. Det er hvert føl, der har 25% risiko for at blive et syndrom-føl.

Idag er det muligt at fastslå hvilke ponyer der er bærere, det kan påvises ved en DNA prøve. Det anslås at ca. 40-60 % af alle fell ponyer i både England og Holland er bærere.

Det er vigtigt for folk at forstå, at man ganske roligt kan købe Fell Ponyer. Voksne Fell Ponyer og føl over 3 måneder vil ikke dø af denne sygdom. FIS rammer KUN føllet i de første uger af dets levetid. Det normale forløb er, at det smittede føl dør inden for de første 2-3 måneder af livet. Føllene dør ikke af syndromet som sådan, da dette ikke er en reel sygdom, men de vil dø af en infektion, som de ikke er i stand til at bekæmpe, da syndromet påvirker effektiviteten af føllets immunsystem.

Ligeledes er det vigtigt at forsikre alle avlere om at selvom din hoppe eller din hingst er bærer af det defekte gen, så er der stadig en rigtig stor chance for at få et raskt føl.

Vi er glade for at kunne fortælle, at på trods af FIS, fortsætter antallet af registrerede Fell Ponyer med at vokse. Fell Ponyens fremtid er på ingen måde truet af dette syndrom, og man skal ikke være bange for at avle på hingste og hopper, der er bærere af dette syndrom. Man bør dog selvfølgelig være klar over, at der kan være en risiko ved denne avl.

Fire ting du bør vide om syndromet:

  1. Et føl kan kun få FIS, hvis både faderen og moderen er bærer.
  2. Hvis begge forældre er bærer af syndromet er der kun 25 % chance for at føllet bliver sygt.
  3. Man kan undersøge sig frem til om en fell pony er bærer af det defekte gen der fører til syndrom føl og dette gøres ved at din dyrlæge tager en hårprøve og denne sendes til england.
  4. FIS påvirker ikke racens fremtid. Fell Ponyen er en race, der vokser og vokser i disse år.